
Så hun besluttede sig for at skrive en
artikel til lokalpressen om det.
14 år senere er der intet sket.
Så nu gør hun det samme igen.
TINA OLANDER SYNTES
TILGÆNGELIGHEDEN
STANK I FREDERICIA.
Tina og tilgængeligheden
Det er august 2003 – og 25-årige Tina Olander har fået nok. Hun er mange gange blevet inviteret ud af sine venner på café i Fredericia, men gang på gang må hun vende om. Tina har muskelsvind og er gangbesværet, så trapper er ikke hendes gode ven. Den kolde afvisning fra Fredericias mange trapper tager gejsten fra hende. Hun beslutter sig for at skrive en artikel til Elbo Bladet, som de trykker. Men hun får ingen respons.
I dag - 14 år senere - er der intet sket. Tina Olander sidder nu i kørestol på syvende år. Og netop som hun har affundet sig med et liv i kørestol, er de manglende ramper som at få en mavepuster igen og igen. Hvis Tina skal en tur i byen efter, at butikkerne har hevet 'åbent'-skiltet ind, så må hun holde sig. Der er nemlig ingen offentlige toiletter, som er åbne om aftenen. Så hun må knibe sammen eller tage hjem.
''Forholdene i Fredericia er meget dårlige for mennesker i kørestol, eller for ældre som er gangbesværede. Det gør det svært at være social med andre, som ikke har et handicap. Det er lidt som at blive sat i bås, føler jeg,''
siger hun.
Derfor skriver Tina flere artikler som alle kommer i dagspressen, og Fredericia Dagblad vælger også at lave en video med hende, mens hun dokumenterer den manglende tilgængelighed på restauranter og caféer.
Tina Olander håber, at Fredericia vil huske hendes opråb, når politikerne planlægger byrenoveringer fremover. Nu er hun i hvert fald blevet hørt. Sker der intet, lover hun, at hun vender stærkt tilbage.
''Jeg har altid godt kunnet lide at gøre noget for andre. Det er vigtigt for mig at gøre en forskel. Det er også vigtig at være åben omkring det og turde gøre stederne, som ikke er tilgængelige, opmærksomme på problemet. Og så er det vigtigt, at kontakte aviserne og skrive på Facebook. Man skal være klar over, at det er en lang proces, men det må man tage med,'' siger hun.
Læs de nyeste artikler fra Fredericia Dagblad herunder.