
Privatfoto
Jimmy Bent Jensen er blevet glad for sit ur. Faktisk har han i sine 53 år aldrig været så opmærksom på tiden, som han er nu. Tidspunktet på dagen er nemlig afgørende for, om han kan komme på toilettet, om han kan få lidt ekstra at spise, eller om han kan hvile sig, når han bliver træt.
Han ville ønske, at det ikke var sådan. Derfor har han søgt Brønderslev Kommune om at få en hjælperordning kaldet BPA. Den kan give ham mere selvbestemmelse, da han vil have en handicaphjælper ved sin side i døgnets vågne timer. Men han har netop fået afslag.
I stedet har kommunen bevilliget ham hjemmehjælp og en ledsager i 15 timer om måneden. Hjemmehjælperen kommer fem gange om dagen, og det er kun på disse fem tidspunkter, at Jimmy Jensen eksempelvis kan komme på toilettet, at han kan få sat mad og drikkelse frem. Jimmy kan stadig spise selv, men lave mad, tage tøj på, komme i bad eller åbne døre kan han ikke.
Jimmy Jensen bor alene, og Brønderslev Kommune har sørget for, at han har en nødknap. Den bruger han især, når han ikke kan holde sig, indtil hjemmehjælperen kommer.
Det føles som at tisse i bukserne
Jimmy har også fået påsat et uridom (red. en form for udvendigt kateter), som leder hans urin ned i en pose. Men han er ikke glad for at bruge den.
’’Jeg bliver ked af det, når jeg bliver nødt til at tisse i uridomet i dagtimerne. Det føles, som om jeg sidder og tisser i bukserne. Og nogle gange går det også løst eller kommer i klemme, og så sidder jeg i urin,’’ siger han.
Jimmy kan stadig, med besvær, sætte sig på toilettet, men han kan ikke komme op igen. Så bruger han sit nødkald, men der kan gå op til en time, før hjemmehjælperen kommer og giver ham bukser på igen.
Jimmy har en stærk vilje og arbejder selvstændigt hjemmefra med sine IT-opgaver, så meget han kan. Men han frygter for, hvordan hans hverdag bliver, hvis han ikke får en BPA-ordning.
’’Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved at tale. Så derfor er det afgørende for mig, at jeg har den samme hjælper hos mig hele tiden, som vil være i stand til at læse mit kropssprog og min mimik meget tydeligt, ’’ siger han.
Brønderslev Kommune ønsker ikke at kommentere en verserende personsag.
Jimmy Bent Jensen har søgt Brønderslev Kommune om en hjælperordning, så han kan leve et mere selvstændigt liv med sit handicap. Et liv hvor han selv kan bestemme, hvornår han skal på toilettet, eller hvornår han skal i seng. Men han fik afslag. Det er ik' løgn.
Jimmy drømmer
om at komme
på toilettet,
når han skal
Du skal læse denne artikel, fordi du bliver klogere på, hvad en forkert hjælperordning egentligt betyder for mennesker med et handicap.