Lige nu føler jeg med min gamle farmor, der ikke kan finde ud af at tænde en computer.
Og med alle brændte børn derude, der også får ondt i maven, så snart afsenderen på et skriv er KOMMUNEN.

 

Just hjemkommet fra påskeferie får jeg en sms med de faretruende ord: "Der er kommet post i din e-boks. Det kan være vigtigt!!" Jeg tjekker min mail fra telefonen og finder yderligere den information, at der er tale om BREV FRA KOMMUNE.
 

Tak, skæbne. Så er det helt sikkert noget ubehageligt. Formodentlig noget med, at Frederiksberg kommune vil indkalde mig til møde mhp. at skære i min livsvigtige hjælperordning - for det, har et flertal i byrådet nemlig besluttet, er en god prioritering. Der skal spares 2 mio. kr. om året på sølle 20 borgere - det er ret meget hjælp per næse, der skal skæres væk! Er det hjælpernes løn om natten, der ryger? Muligheden for at have overlap om morgenen, så det trods alt kun behøver at tage tre timer at stå ud af sengen? Chancen for at tage på ferie, selvom man er afhængig af hjælpere, der fjernes? Spændende er det!
 

Og nu er turen altså formodentlig kommet til mig. Bortset fra, at mit NEM-ID er forsvundet i ferierodet. Så jeg kan ikke logge på og læse detaljerne. Så jeg må bestille et nyt NEM-ID. Og med vidunderlige PostNord kan det snildt tage en uge at modtage det.

Her sætter min ondt i maven tifold ind, for vi ved jo godt, at mens der er uendelig overbærenhed med kommuner, der bryder love og trækker sagsbehandling i langdrag - så gælder samme tålmod ikke borgere, der undlader at svare sådan cirka LIGE NU, når de bliver kontaktet. Den slags koster sygedagpenge, boligstøtte, straf - måske flere hjælpertimer?

Who knows. I hvert fald har jeg ondt i maven, selvom jeg jo godt ved, at med min respirator kan ingen myndighed slippe af sted med helt at fjerne min hjælp. På den måde er jeg mere tryg end de fleste, der har brug for kommunen i ny og næ. Men det betyder vel bare, at der er andre derude, der får endnu mere ondt i maven end mig, hver gang de får en SMS med ordre om at tjekke e-boks med det vuns.
 

Helt ærligt - det er i sig selv ufedt at være afhængig af hjælp i hverdagen. Ingen vælger selv at blive syg eller få et handikap. Men ondt i maven oveni? Det bør vi som velfærdssamfund finde en kur for. Det bør være en borgerret at leve uden frygt.

Tidligere suppleant i Folketinget og kommunikationsmedarbejder hos Enhedslisten føler det løber koldt ned ad ryggen, når der blinker en besked i e-boks.

Sarah Glerup

frygter breve fra kommunen

Det kan være en rutschebanetur at modtage hjælp fra kommunen. Nogle mennesker med handicap frygter at få en notifikation om, at nu er der besked fra kommunen i deres e-boks. Fordi måske betyder det forringede levevilkår på grund af besparelser. 
Sarah Glerup er en af dem. Hun har skrevet nedenstående indlæg på sin Facebook-profil og givet os lov til at dele det her på siden.  

Du skal læse dette indlæg, da du vil få at vide, hvorfor et menneske med handicap frygter deres e-boks.

  • White Twitter Icon
  • White Facebook Icon
  • White YouTube Icon
  • White Instagram Icon
Muskelsvindfonden 
Kongsvang Alle 23

Tlf. 8948 2222 
info@muskelsvindfonden.dk
muskelsvindfonden.dk

Pressekontakt: Gitte Dreier Jacobsen på 2265 2499

DEL HVIS DU ØNSKER
ET NEMMERE MØDE

MED DIN KOMMUNE                         

        #dutrordeterløgn

Del DIN oplevelse med det kommunale system med os.

Vi samler både på gode og dårlige historier.